Nogle gange skal man have hjælp til at se det åbenlyse. For mit vedkommende var det en Snap og en kollega.
Jeg har haft hundepasning siden 2009 og har altid lagt vægt på, at hunden skal føle dette som et andet hjem. Være i fokus og mærke kæl og nærvær dagligt.
Da mine piger var små, var det naturligvis en præmis, der skulle tages hensyn til.
Der kom engang en labrador på besøg. Ejer var slet ikke i tvivl om, at hunden var glad for børn, så det var slet ikke noget problem, mente hun. ”Skønt” tænkte jeg, og vi aftalte en prøvepasning. Det viste sig at hunden var FOR glad for børn – det troede jeg ikke var muligt (men vi lærer jo mens vi lever), så den fulgte hele tiden efter ældstebarnet og snusede og puffede til hende. Hun havde lige lært at gå og drattede derfor konstant om og landede på blenumsen. Det duede jo ikke – der skal jo være ro og harmoni, når hunden er i pasning.
En anden hund viste sig at være utryg ved børnene. Den sørgede hele tiden for at være længst væk fra dem. Smart løsning – men bare ikke holdbar i mit lille hus, og hvad ville der ske, hvis den pludselig ikke kunne komme væk. Det var en pasning over en weekend og helt og aldeles min egen fejl, at jeg ikke havde spottet det, da ejer kom på besøg. Løsningen blev, at hunden og jeg tog i sommerhus – det havde simpelthen været synd for den at blive i huset med ungerne.
Jeg spørger altid ejerne: ”Må din hund efterlades foran en butik?”
Det stammer fra tiden, hvor mine små børn skulle hentes fra dagpleje og børnehave, og hvor det måske var logisk smart at købe den manglende mælk på vej hjem fra gåtur og børneafhentning, nu manden stadig var på arbejde. Jeg spørger alligevel stadig, for det er rart at kende ejers grænser.
Nu er børnene blevet store, selvstændige piger. Det jeg ikke rigtig har været opmærksom på i den proces, eller det jeg ikke har sat ord på for min egen skyld, er at de to elsker hunde!
Jeg vil stadig gerne have en eller begge børn hjemme til det første hundebesøg. Det er i mindre grad for børnenes skyld, men jeg vil dog alligevel gerne se, om de føler sig trygge nok til at sige ”nej” til en lidt voldsom hund der gerne vil hoppe op ad dem.
De skal jo bo sammen, og alle skal have det godt. Det er sjældent noget, jeg bekymrer mig om mere. De har oplevet SÅ mange typer efterhånden. De har lært at tage hensyn til hver enkelt. Lært at indordne sig – som dengang vi havde en meget ung og glad Berner Senen i pasning. Jeg var i tvivl om, HVOR ivrig han ville være for at hilse, når vi kom hjem. Inden hoveddøren blev åbnet, blev børnene instrueret i at gå sidelæns ind, så de hele tiden have ryggen op ad væggen, så skulle han komme til at hoppe op af dem i ivrig gensynsglæde, ville de små pus ikke blive væltet bagover.
Han var SÅ god, logrede, snuste og på intet tidspunkt lettede hans store bamsepoter fra gulvet. Han vidste godt, at han skulle være forsigtig. Ejer fik meget ros ved afhentnig.
Mine børn lærer at tage hensyn til et andet væsen – ikke et menneske, men et væsen, og det kræver nogle andre egenskaber, når man står overfor en levende skabning, som ikke kommunikerer åbenlyst. De skal aflæse, tolke, og imødekomme hunden i alle mulige situationer. Det lærer dem en masse om medfølelse og empati. Det gælder for alle børn, men de to her på matriklen skal også lære at omstille sig. Mange gange i løbet af året. Det klarer de så flot og jeg er virkelig imponeret af dem.
Da ungerne fik sommerferie, og jeg forberedelsesuge, betød det, at de hyggede alene hjemme. Min kollega sad ved siden af mig, da jeg modtog en Snap fra yngstebarnet. Det var flere sekvenser af leg og sofahygge sammen med Shadow, som vi havde i pasning på det tidspunkt. Jeg viste det til kollegaen med et smil. Hun kvitterede med det, der blev en øjenåbner: ”Hvor er det skønt at dine piger er vilde med hundene også – det må være så rart for ejerne”
Jeg har ikke tænkt over det, men efterfølgende bed jeg mærke i HVOR TIT de går og sludrer med hunden. Kommer de ned fra værelset, går de altid lige hen og nusser på hunden (- ja mens jeg skriver, sidder ældstebarnet og spiser morgenmad, og sætter sig bagefter spontant ned til Agnes for at sludre med hende og nusse). De har hver deres helt egen måde at hilse på hunden, når de kommer hjem, og hver deres kærlige måde at ”sige godnat” til den. Det er rørende at opleve fra sidelinjen.
Uanset hvilken hund der kommer ind ad døren, bliver den mødt med kærlighed, naturligvis også grænser, men først og fremmest kærlighed. Så mit mål er nået, helt uden at jeg har været opmærksom på det. Pasning her bliver som i et andet hjem. For en kort stund er hunden vores – helt og aldeles.
(Billedet er fra 2018. Jeg havde Bella i pasning og pigerne og jeg tog en tur på Vejrhøj med hende.)